Det europæiske middelaldersamfund var et feudalsamfund, hvor magt og position bygget på jordejendom, og hvor den jordejende adel dominerede.  Mod middelalderens slutning voksede byerne og borgerskabet sig stærkere, og det gav grundlag for nye kulturformer.

Middelaldersamfundet var desuden gennemsyret af religionen, dvs. af den katolske kirke. Kirke og samfund var ét. Kirken og troen repræsenterede en sammenhængende forståelse af verden, både af det enkelte menneskes nære livsverden, af samfundslivet og af universet. Detaljer i denne forståelse kunne ganske vist diskuteres, men dens fundament kunne ikke drages i tvivl.

Fra 1400-tallet begyndte imidlertid en udvikling, som førte til et sammenbrud i kirkens autoritet. Et nyt syn på mennesket og dets muligheder så dagens lys, nye former for erkendelse af verden vandt fodfæste. Denne udvikling sammenfattes i begrebet renæssance.

Samtidig blev selve den katolske kirkes enhed blev sprængt af reformationsbevægelserne i begyndelsen af 1500-tallet. Det kristne Europa var ikke længere en enhed, men blev dybt splittet mellem flere former for kristendom, der bekæmpede hinanden med den største fanatisme.

Hvori bestod disse idéhistoriske nybrud, som var et uhyre betydningsfuldt skridt mod den moderne, ikke-religiøse europæiske kultur? Hvad var forudsætningerne for dem? Og hvorfor førte de til 150 års ødelæggende religionskrige?

Billedet viser Leonardo da Vincis tegning af en menneskekrop, indskrevet i en cirkel, ca. 1485. Den bygger på antikkens forestilling om menneskekroppens naturlige, ideelle proportioner..