Begrebet feudalisme bruges især om de middelalderlige europæiske samfund (fra ca. 400 til ca. 1500).

Ordet kommer af det latinske ord "feudum", som betyder "len".

Da de middelalderlige riger i Europa blev skabt efter folkevandringstidens afslutning omkring 500, organiseredes de med et lenssystem. Kongen gav overlod styret af de enkelte dele af riget (=len) til stormænd. De rådede over lenet og dets indtægter. Til gengæld skulle de sværge kongen troskab og hjælpe ham med militærtjeneste. De blv hans "vasaller". Disse vasaller - eller lensmænd - kunne så på tilsvarende måde bortforlene dele af derres len til undervasaller, der stod i et troskabsforhold til dem.

Lenene blev i vid udstrækning arvelige, og dermed svækkedes kongens kontrol med lensmændene. Man kalder det "feudalopløsning".

I økonomisk sammenhæng er feudalisme karakteriseret ved, at kun en ringe del af samfundets produktion købes og sælges ved hjælp af penge. '

Der er tale om en naturalieøkonomi, hvor de ydelser, som f.eks. en fæste bonde skal betale til sin godsejer, har form af produkter som korn, smør, svin osv.

Byerhvervene var beskyttede. Kun i købstæder måtte der drives handel og håndværk, og de enkelte håndværksmestre skulle være medlem af det enkelte håndværks lav (skrædderlav, guldsmedelav, bødkerlav osv.)

Feudalismen var præget af en opfattelse af, at samfundets økonomi var statisk, altså stillestående. Det gjaldt derfor om at kontrollere og regulere adgangen til de eksisterende ressorucer og den eksisterende produktion. Tankegangen var ikke i nævneværdig grad at udvide den.

I feudalismen var landbruget det helt dominerende erhverv. Den jordejende klasse - herremændene, adelen - var derfor også samfundets herskende lag.