Enevælden er en styreform, hvor al magt i princippet tilhører kongen, og hvor kongemagten går i arv. Fordi hele magten uden forbehold tilhører kongen, bruger man også ordet "absolutisme" om denne styreform. Det er den almindelige europæiske betegnelse.

I Europa voksede enevælden frem i 1600-tallet i sammenhæng med, at statsmagten centraliseredes. I middelalderen havde kongerne måttet dele deres magt med adelen og med de lensmænd, der styrede dele af de enkelte riger. Under enevælden blev adelen kongemagtens tjenere - den blev en embedsadel. I stedet for lenssystemet, hvor len ofte var arvelige, fik man et system af kongelige embedsmænd. Frankrig, som var Europas dominerende magt i 1600-tallet, blev model for udformningen af enevælden og det hofliv, der knyttede sig til den.

Enevælde af Guds nåde.

I 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet blev enevælden begrundet med, at kongerne (fyrsterne) havde deres magt fra Gud. Her henvistes bl.a. til Det Gamle Testamentes jødiske konger som David og Salomon. Til at understrege dette krav anvendtes der omfattende kirkelige ceremonier ved indsættelsen af en ny konge, bl. a. salvning i kirken. Det betød, at forbrydelse mod kongen også var en forbrydelse mod Gud. Kongens person var hellig.

Denne religiøse argumentation for enevælden voksede ud af de middelalderlige fyrsters krav på, at deres magt også stammede direkte fra Gud og ikke - som de middelalderlige paver hævdede - blev formidlet til dem gennem kirken.

Enevælde og naturretten

I 1600-tallet blev der udviklet en filosofisk begrundelse for enevælden, som byggede på naturretten. Det er en filosofisk tænkning, der går ud på at begrunde samfundsforhold og samfundstilstande ud fra en betragtning af den principielle overgang fra en naturtilstand til en samfundsmæssig tilstand. Man forestillede sig menneskets naturtilstand som værende uden nogen form for samfundsorganisation, hvor hvert individ eller familie måtte klare sig selv og forsvare sig selv. Overgangen til et ordnet samfund med love og myndigheder, der håndhævede lovene, tænktes som en "samfundspagt".

Naturretsfilosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) hævdede, at naturtilstanden havde været en utålelig alles kamp mod alle, og at samfundspagten indebar, at alle individer underkastede sig én "suveræn" på betingelse af, at alle andre gjorde det samme. Hvis denne samfundspagt blev anfægtet, ville resultatet blive, at samfundene sank tilbage i kaos.

Den oplyste enevælde

I 1700-tallet opstod der i den europæiske - især franske - intellektuelle elite en oplysningstænkning, der udviklede en anden opfattelse af enevælden, end den der dominerede i 1600-tallet. Oplysningens tænkere betonede fyrsternes pligt til at styre til gavn for deres folk. De argumenterede for humane reformer af strafferetten, for udvikling af skolevæsnet, for "fornuftige" og fremskridtsvenlige initiativer på alle områder. Den oplyste enevælde så styreformens legitimitet (:berettigelse) i, at det var den bedst egnede styreform til at udvikle samfundene rolig tog harmonisk - hævet over standsinteresser.

Enevældens afvikling begyndte med den franske revolution 1789. I Danmark faldt enevælden i 1848.

Det sidste europæiske land med enevælde var Rusland, hvor enevælden faldt med revolutionen i 1917.

Se billede af Romanovdynastiet