Socialismen er den ideologi, der vender sig imod menneskers sociale ulighed. Socialismens ideal er en høj grad af økonomisk og social lighed mellem medlemmerne af et samfund.
Lige fra middelalderen har der i de europæiske samfund været bevægelser, der vendte sig imod den helt enorme forskel på rig og fattig. Bønder har gjort oprør mod herremænd, fattige håndværkssvende mod byernes overklassestyre osv.
Det var dog først omkring 1800, at der for alvor voksede en ideologi frem, der satte et andet - socialistisk - samfund som mål. Baggrunden var den begyndende industrialisering, der skabte store mængder af fattige arbejdere i de store byer. Hvor de fattige før havde været spredt i mindre grupper i utallige landsbyer og småbyer, fik man nu store grupper af underklassen samlet i store byer.
Det centrale element i den socialistiske tænkning, der udviklede sig i årtierne omkring 1800 var spørgsmålet om den private ejendomsret til produktionsmidlerne: jord, fabrkker, maskiner osv. Hvordan kan man f. eks. begrunde, at ét menneske (godsejeren eller farbrikanten) har krav på et andet menneskes arbejdsindsats, fordi det "ejer" den jord eller det værksted, et andet menneske arbejder på?
Svaret på dettte spørgsmål var, at ejendomsretten til produktionsmidlerne skulle være fælleseje. Det skulle være udelukket, at ét menneske skulle kunne gøre krav på eller tjene på et andet menneskes arbejdskraft.
I 1800-tallet forestillede nogle socialistiske tænkere sig, at der kunne skabes samfund med fælleseje til jord og fabrikker ved fælles overenskomst, drevet frem af af menneskers idealisme og sunde fornnuft. De blev senere kaldt for "utopiske socialister", fordi de blev opfattet som alt for naive i deres opfattelse af de politiske og sociale magtforhold.
I anden halvdel af 1800-tallet voksede der en egentlig socialistiske bevægelse frem. I Tyskland var hovedmanden Ferdinand Lasalle (1825-1865), der troede på, at den almindelige demokratisering ville føre frem til, at arbejderklassen ville kunne overtage magten ad fredelig vej, fordi de i kraft af almindelig stemmeret til parlamenterne ville kunne vinde kontrol med den lovgivende magt.
På det internationale plan fik derimod Karl Marx (1818-1883) afgørende indflydelse. Marx's teoretiske arbejde førte ham frem til en teori om, at de menneskelige samfund med nødvendighed bevægede sig frem mod socialisme, altså fælleseje af produktionsmidlerne. Baggrunden for dette var bl.a., at den industrielle revolution skabte en stor mængde af lønarbejdere , proletarer, og et stadig mindre lag af kapitalister. Desuden ville selve udviklingen i produktionen føre til det eksisterende systems sammenbrud, for i den almindelige konkurrence ville de enkelte kapitalister forsøge at at holde lønningerne nede, men det ville samtidig betyde, at den samlede efterspørgsel ville blive begrænset. Der ville altså udvikle sig et stadigt voksende misforhold mellem det, der rent tekniisk kunne produceres, og det, der var købekraft til at aftage.
Karl Marx's tænkning blev døbt "marxisme", og den blev grundlaget for 1800-tallets og 1900-tallets socialistiske ideologi.
Marx mente, i modsætning til Lasalle, at overgangen til et socialistisk samfund måtte ske ved, at arbejderklassen - proletariatet - tog magten ved en revolution og derefter opbyggede et socialistisk samfund.
I 1864 dannedes den første internationale sammenslutning af socialistiske bevægelser under ledelse af Karl Marx. De opløstes kort tid efter, men i 1889 blev den gendannet som den "Anden Internationale". De deltagende partier fra de forskellige lande kaldte sig i almindelighed for Socialdemokratier. Det danske Socialdemokrati stiftedes i 1871.
I forbindelse med Første Verdenskrig sprængtes Anden Internationale, og socialismen udvikledes sig i to retninger. Den ene var den kommunistiske bevægelse, hvis grundlægger var Vladimir Lenin. Han stod bag den russiske revolution i oktober 1917, da de russiske kommunister tog magten, og dermed grundlagdes verdens første kommunistiske etpartisystem.
Den anden retning var den socialdemokratiske, der blev helt dominerende i Central- og Vesteuropa.
Mens den kommunistiske bevægelse ville indføre socialisme ved en revolution og gennem et etpartistyre, respekterede de socialdemokratiske partier det demokratiske flerpartisystem og ville indføre socialisme ad reformernes vej, gennem vedtagelser i parlamenterne.
Den kommunistiske partiopfattelse adskilte sig derfor også grundlæggende fra den socialdemokratiske. Kommunistpartierne skulle - efter Lenins model - være stramt opbyggede, centralt styrede elitepartier. Socialdemokratierne var brede, demokratiske massevægelser.
