Begrebet liberalisme stammer fra det latinske "liber", der betyder "fri. Den politiske liberalisme udviklede idéerne om individets frihed, om tankefrihed, talefrihed, trykkefrihed og forsamlings- og foreningsfrihed.
Liberalismens idéer udviklede sig i Vesteuropa i 1700-tallet i opposition til den enevældige styreform, der var den almindelige dengang, og i opposition til den standsopdeling, der gav bestemte grupper i samfundet - gejstlighed og adel - særlige privilegier
Den politiske liberalisme har rødder tilbage til England i 1600-tallet, hvor naturretsfilosoffen John Locke (1632-1704) hævdede, at mennesket fra naturens hånd - i en "naturtilstand" - var født frit. Da menneskene sluttede sig sammen i samfund accepterede de en fælles myndighed over sig, men denne myndighed havde sin magt fra samfundets medlemmer og kunne fratages magten, hvis folket ønskede det. En undertrykkende konge eller regering kunne folket altså afsætte.
I Frankrig udviklede de såkaldte oplysningsfilosoffer de liberalistiske idéer i løbet af 1700-tallet. Voltaire var således talsmand for en vidtgående ytringsfrihed og tankefrihed, og filosofferne Montesquieu og Rosseau udarbejdede teorier om, hvordan et folk i frihed kan skabe styreformer, der ikke undertrykker individet.
De liberale idéer var det ideologiske grundlag for den franske revolution 1789 og for de nationalliberale revolutioner, der fandt sted rundt omkring i Europa i 1848, da enevælden begyndte at vige for mere demokratiske styreformer - i Danmark med junigrundloven af 1849.
I 1800-tallet var liberalismen i konflikt med konservatismen, der forsvarede traditionelle samfundsbevarende autoriteter som kongehuset og kirken, og som som ønskede at sætte grænser for ytringsfriheden og den politiske ligestilling.
Liberalismen var også i konflikt med den femvoksende arbejderbevægelse. De moderate liberalister ønskede således ikke, at samfundenes underklasse skulle deltage i landets styre,; de var altså modstandere af almindelig stemmeret.
Mere yderligtgående liberalister talte dog allerede i slutningen af 1800-tallet for almindelig stemmeret og talte også for, at kvinder skulle ligestilles me mænd og have stemmeret. Den medst fremtrædende liberale tænker var her englænderen John Start Mill (1806-1873).
I 1900-tallet, da de liberale demokratiske idéer havde sat sig igennem i de fleste vestlige lande, var liberalismens ideologiske hovedmodstandere fascismen og kommunismen.
Den politiske liberalisme var knyttet til den økonomiske liberalisme, der argumenterede for, at der også på det økonomiske område skulle herske størst mulig individuel frihed.
