Nationalliberalisme er en politisk strømning, der skabtes i Europa i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelse med den franske revolution.

Nationalliberalismen kombinerer - som navnet siger - nationalisme med liberale frihedsidéer.

Det nationale fællesskab, som bæres af fælles sprog, kultur, historie osv., fremhæves, og dermed afgrænser man nationen over for andre nationer.  

Nationalismen skabte dermed voldsomme konflikter i de europæiske monarkier, der omfattede flere nationaliteter.

Ifølge nationalistisk tankegang var det nemlig nationen - folket - der skulle være bærer af statsmagten, og ikke fyrsten og hans arvekrav på det ene eller andet territorium.

Kombineret med den politiske liberalisme betød nationalismen, at den politiske magt skulle ligge hos nationen, folket, og ikke hos en fyrste. Det kaldes folkesuverænitet.

Nationalliberalismen så altså nationen som en folkelig enhed, der havde et retmæssigt krav på at blive samlet i én stat, hvor den politiske suverænitet lå hos folket.

Nationalliberalismen var drivkraften bag oprørene mod enevældige herskere i Europa i 1848, og var medvirkende til skabelsen af den italienske nationalstat i 1861 og til samlingen af Tyskland i 1871.

Efter afslutningen af Første Verdenskrig vandt idéen om, at en nation burde have en stat, og at statsgrænser burde følge grænserne mellem nationerne, yderligere styrke. Den gennemgående tendens i europæisk historie i 1900-tallet har været, at store, flernationale statsdannelser er blev opløst og erstattet af flere, nationalt baserede stater.

-Opløsningen af Østrig-Ungarn 1918

-Opløsningen af Rusland 1917

-Opløsningen af Sovjetunionen 1991