Islamisme - eller politisk islam - er betegnelser for den opfattelse, at religion og stat skal høre uløseligt sammen, at Islam skal danne grundlag for et samfunds styre og dets lovgivning.
Muslimernes hellige bog, Koranen, og traditionen om profetens liv og levned, samlet i beretninger herom, danner grundlag for muslimsk lov, som kaldes sharia. Hvis alle underkaster sig sharia - som er givet af Gud - får man det fuldkomne, retfærdige samfund.
Historisk set var religon og politik ikke adskilt i de muslimske samfund. Det var først, da den islamiske verden blev påvirket af og underlagt europæiske stater i 1800-tallet, at en sekularisering begyndte - og dermed forestillingen om, at man kunne og burde adskille politik og religion, stat og præsteskab. (Læs herom hos Bernard Lewis)
Da nye stater blev dannet ved afkoloniseringen i det 1900-tallet, overtog de fleste af dem denne europæiske skelnen mellem religion og politik. Mest markant skete dette i Tyrket 1922-23 - som dog aldrig har været europæisk koloni. Her forbyder forfatningen meget håndfast enhver religiøs indblanding i statens forhold.
Den moderne islamisme, der har sit udspring i Pakistan og Ægypten, vender sig imod denne vestlige adskillelse af stat og religion.
Islamismen afviser demokratiet, fordi demokrati tillægger folket den øverste politiske magt. Men denne magt tilhører Gud, og hans vilje kommer til udtryk i sharia.
Den politiske magt skal altså ligge i hænderne på de retslærde muslimske teologer, der har den største indsigt i shariaen.
Visionen for islamistiske bevægelser er genoprettelsen af kalifatet, dvs. den muslimske verdens enhed under én religiøs og politisk leder, en kalif, der er profeten Muhammeds efterfølger.
Islamister betragter den vestlige verden som moralsk fordærvet og som Islams fjende.
Islamister anerkender heller ikke de fleste regeringer i den muslimske verden som sande muslimske regeringer. De anser dem for korrupte, for frafaldne muslimer, især hvis de dyrker venskabelige forbindelser til de vestlige stater. For at nå frem til kalifatet må man derfor styrte disse regeringer.
Man anser Det Muslimske Broderskab, der blev grundlagt i Ægypten i 1928, for at være den første islamistiske bevægelse. Denne organisation er forbudt i Ægypten. På samme måde er flere islamistiske bevægelser ulovlige i en række muslimske lande.
Nogle islamistiske bevægelser er nationale - som f. eks. Den Islamiske Frelserfront i Algeriet eller Taliban-bevægelsen i Afghanistan.
I modsætning hertil er Al Qaeda (dvs. "fundamentet") et internationalt netværk, der målbevidst arbejder på at drive vesterlændinge og vestlig kulturindflydelse ud af de muslimske lande, og hvis strategi det er at sabotere det fredelige samliv mellem muslimer og ikke-muslimer, således at alle muslimer kan komme til besindelse og indse, at de må bryde med vestlige værdier, vende sig mod Islam og hjælpe med til at oprette kalifatet.
