Demokratisk socialisme er den betegnelse, de europæiske socialdemokratiske partier oftest bruger om deres partiers ideologi.
Fra den socialistiske bevægelses begyndelse midt i 1800-tallet tegnede der sig en reformistisk linje, der ville ændre det kapitalistiske samfund i socialistisk retning ad reformernes vej og på fredelig demokratisk vis, og en revolutionær linje, der mente, arbejderklassen nødvendigvis måtte tage magten ved en voldelig revolution, indføre et proletariatets diktatur og derefter gennemføre socialisme.
Den socialdemokratiske bevægelse arbejdede dels politisk gennem partiet, der søgte at vinde indflydelse i de enkelte landes parlamenter, og dels fagforeningsmæssigt gennem opbygningen af fagforeninger, der kunne presse arbejdsgiverne til at forbedre arbejdernes løn- og arbejdsvilkår.
I forbindelse med Første Verdenskrig kom det til et endeligt brud mellem den revolutionære del af den sovialistiske bevægelse - som blev til kommunistpartierne - og den socialdemokratiske.
I årene umiddelbart efter Første Verdenskrig var flere europæiske socialdemokratier så stærke, at de kunne danne regering (Tyskland 1918, Sverige, 1920, Danmark 1924.)
Efterhånden som socialdemokratierne nærmede sig magten, afsvækkedes også forestillingerne om at indføre et egentligt socialistisk samfund med afskaffelse af den private ejendomsret, i al fald i en overskuelig fremtid. Medvirkende hertil var, at socialdemokratierne ofte måtte regere i koalition med ikke-socialistiske borgerlige partier.
Den demokratiske socialismes målsætning blev i højere grad at løfte levestandarden for arbejderklassen og den fattige del af befolkningen generelt, at udjævne de voldsomme klasseskel, og at sikre fagbevægelsen en væsentlig indflydelse i samfundslivet.
Socialdemokratierne mente, at staten skulle påtage sig ansvaret for den overordnede styring af samfundsøkonomien. Det kom f.eks. til udtryk i 1930'erne, da verdenskrisen og massearbejdsløsheden udløste stærke statsindgreb i alle kapitalistiske lande.
Socialdemokratierne adopterede efter Anden Verdenskrig økonomen John Maynard Keynes' teorier om, hvile instrumenter staten kunne anvende til at styre samfundet uden om alvorlige økonomiske tilbageslag.
Efter Anden Verdenskrig blev socialdemokratiernes mærkesag udviklingen af velfærdssamfundet, idet man ønskede at anvende den voksende velstand til at lade staten sikre alle borgere en anstændig levestandard, gøre uddannelse og sundhedsydelser gratis for alle, samt udjævne de sociale forskelle., bl.a. ved at overføre indkomst fra de højere til de lavere indkomstgrupper.
