Middelalderens feudale samfundsstruktur var ensbetydende med en svag centralmagt. Den var samtidig bygget på personlige relationer – mellem lensherre og lensmand og vasal. Fyrsterne – konger såvel som kejser – var ofte valgt eller ”hyldet” af adelen. Normalt var dette valg en formssag, fordi man altid valgte den afdøde fyrstes ældste søn, men det var dog et udtryk for, at fyrsten havde fået sin magt fra nogen andre og derfor delte den med andre.

I 1600-tallet blev magten i højere grad samlet i fyrstens hænder. Hvor magten før havde været decentraliseret og uddelt til vasaller, blev den nu administreret af fyrsten ved hjælp af hans ministre, og fyrsterne blev oftest enevældige.  Man bevægede sig imod en moderne form for stat, hvor én centralmagt har kontrollen med hele landets territorium og hvor de samme love gælder overalt.

At magten blev samlet i en enevældig fyrstes hænder gav anledning til stærke ideologiske konflikter Hvordan kunne man begrunde, at fyrsten havde den totale magt? Det blev diskuteret af en række tænkere og filosoffer, og i den diskussion lagde de grunden til de demokratiske ideer, der kom til at præge de følgende århundreder.

Fransk kobberstik fra 1691 viser den enevældige Ludvig d. 14., der leder belejringen af en fjendtlig by. I 1600-tallet var den militære magt blevet samlet i fyrstens hænder.

Her efter "Histoire Universelle des Armées - La fIn du Moyen Age l'Epoque Classique", vol. 2, 1300-1700.